Den Wille Werden

Analyse er nok et lovlig stærkt ord om de følgende betragtninger. Jeg ville snarere kalde det en introduktion til Den Wille Werden.

Som I allerede har begrebet, er Den Wille Werden ganske omfattende af udstrækning, både i tid og rum.

Jeg har haft den svimlende fornøjelse at følge den fra starten: ’Parakurt – Agent A 38’ hed Gunnars debut, et tegneseriehefte, der udkom i 1974, før det var almindeligt at anmelde tegneserier eller kriminalromaner i danske dagblade. Ikke desto mindre skrev jeg om denne mejerigtige udgivelse i dagbladet Information, og overskriften i avisen kan jeg huske endnu: ”Galar og galakser”. Der var faktisk en chillum med i billedet, men desuden altså blikket ud mod fjerne stjernetåger – det vældige himmelrum.

Dér ud fører også de bøger, vi skal tale mest om i dag, fordi kulminationen på hele to bogserier nu er nået med udgivelsen af bind 6 om De Wille Drenge.

I de mellemliggende 45 år, hvor Gunnar også har været uddannelsesleder og skabt rum- og lyd-kunstværker for voksne, har han udgivet en del andre bøger, bl.a. om Magiske Mads og Rita – jeg minder især om den sæsonaktuelle kalenderbog om ’Ritas Jul’ – og den fabelagtige Familie Fab. Men siden Skrumpen første gang, i 1982, ankom fra Det Ydre Rum med et stjerneskud, netop som Gustavs kommende far og mor gik i seng for at avle Gustav, har de to bogserier om Skrumpen og om De Wille Drenge fyldt stadig mere af Den Wille Werden.

Den verden er ellers rummelig. Jeg vil ikke kalde den ’vildtvoksende’, som man sommetider gør, når fantasien får frie tøjler. For der er metode i galskaben. Trylleriet foregår efter Piet Heins gamle anvisning: ”Alt det trylleri, der gi’s, foregår på samme vis: Kom en hvid kanin i hatten – træk den så igen op af den. Før du laver trylleri: Husk og kom kaninen i!”

Nej, rummelig er ordet. Det er ganske vist lidt uklart, hvor Skrumpen lander, bortset fra at det er et villakvarter ”i udkanten af byen”. Det kunne være Roskilde, eller det kunne være Virum.

Og dét er lige, hvad det er, i den anden serie, den om De Wille Drenge, som kommer vidt omkring, geografisk set: Fra Virum til Peru, fra Roskilde via Skindergade og til klippeformationen Finn Kirka i det nordnorske Kjøllefjord. Jeg har slået stedet op i Cappelens ’Store bil- og turistkort’, og det ligger nogenlunde, hvor den 27. længdegrad krydser den 71. nordlige breddegrad, altså godt og vel nord for polarcirklen. Midt imellem sort og hvidt, Svartberget og Kvitnakken. Og for resten på højde med Gunnarsfjorden omme på den østlige side af Norges nordligste halvø.

Derfra er der forbindelse til det ydre rum, ud til planeten Snuq, hvor Skrumpen kommer fra, og til den nok så velkendte planet Jupiter. Når sidstnævnte planet hvert 12. år står i en ganske bestemt position i forhold til stjernehoben Plejaderne, der befinder sig i en afstand af 440 lysår fra Jorden. . . ja, så sker der ting og sager, for så kan 12-årige drenge rejse i tiden.

Også tidsmæssigt kommer vi dermed vidt omkring.

Det hele, både De Wille Drenge og Skrumpen, begynder i 1952, De Wille Drenge endda i en villa i Virum, hvor Gunnar Wille selv boede dengang. Og med hovedpersonernes fornavne, lette drejninger af Gunnar til Gunvald og Gustav (men ingen Gunvor eller Gun-Brit), kunne man tro, det drejede sig om gårsdagens hotteste litterære trend, nemlig autofiktion. I korte flashbacks passerer vi da også fra polioepidemiens og Koreakrigens sidste år 1952 helt tilbage til den danske modstandskamp under anden verdenskrig.

Men i stedet for at komme På Sporet efter den Tabte Tid er begge serier faktisk mest ’På sporet af den kommende tid’, for her taler vi om evigt liv, så handlingen strækker sig betydeligt længere frem end det aktuelle folketingsflertals forkølede klima- og miljøplaner for år 2030 – nemlig fra 1952 til år 5000 og Hvidkål. (Jeg ku’ ikke lige finde årstallet, men det står der et sted.) Helt frem til Dommedag, som sidste bind om Skrumpen hedder. Men Dommedag er ikke helt den yderste dag – takket være den Dr. Wille, vi møder i sidste bind af De Wille Drenge, og hans hemmelige våben, som lige præcis Rundetårn her er en væsentlig del af!

I sådan et fortælleunivers er der kort sagt god plads. I De Wille Drenge finder vi både den danske nationalbanks ’naziguld’, en mystisk og farlig inkamumie, der kunne have heddet Rascar Capac (hvis den var tegnet i Belgien), en amerikansk privatdetektiv ved navn Mr. Morrow, en chic lille privatlærerinde med skumle bagtanker – for nu slet ikke at nævne mængden af edderkopper i alle formater.

Og i Skrumpen er der rum for vidunderlige opfindelser, der løser mange af tidens største problemer. Forfatterkollegaen Svend Åge Madsen opregnede i 1993 den vestlige verdens tre største udfordringer: ”Hvordan kan jeg tabe mig? Hvor finder jeg en parkeringsplads? Hvad skal jeg give familien i julegave?” Det er ikke alle de spørgsmål, Gunnar Wille har løsninger på, men det nok så brændende spørgsmål om klodens ressourcemangel afhjælper han da i serien om Skrumpen både med Det stribede biltræ, Den telepatiske brødfrugt, Teletøjet og den organiske PENmotor.

Hvordan ser sådan nogle fænomener ud? Det får vi svar på i kraft af fortællingernes rent grafiske fremtrædelsesform: Tekst og tegninger smeltet sammen. I november 2001 beskrev Gunnar Wille i en kronik i Politiken – og jeg citerer: ”Små sorte prikker på hvidt papir som man lader øjnene bevæge sig hen over. Når det sker, opstår der fantastiske billeder i hovedet på læseren. Et uovertruffent medie der ikke kan overgås af de kostbareste spillefilm. Der er intet så godt og fabelagtigt som ens egne indre billeder.”

Men her er de indre billeder altså hjulpet frem af Gunnars egne trykte billeder, der ustandselig bryder teksten op med deres helt personlige blanding af det grove og det sjove, af præcision og loddenhed, en sen og uforsagt efterkommer af både den danske kulturradikale billedbog og de amerikanske undergroundcomix. Tegningerne og deres talebobler er ikke alene illustrationer af det, der står i teksten, men uundværlige dele af teksten. Altså tekst og tegning i et dialektisk samspil, et kontinuum af betydningsopbygning.

Men først og fremmest er der i begge serierne rigtig mange hovedpersoner, mindst én for hvert bind i serierne:

Gustav, Herold, Isabylle, Jøs, Slambert, Flinke, Nåå er nogle af de vigtigste i serien om Skrumpen, der har udpeget dem alle til at løse den opgave, den har: At skabe jorden om til Farver og Striber.

Og De Wille Drenge omfatter jo især den Bange dreng Gunvald Antoniussen, den Vrede dreng Antonius Gunnarsen, den Tavse dreng Lorens Antoniussen (søn af Gunvald), og så Lorens’s søn igen, den Kloge dreng Sigurd Antoniussen. Den Stærke dreng Magnus Gunnarsen er faktisk søn af Gunvald Antoniussen – som dog i mellemtiden har ’lånt’ Antonius Gunnarsens navn.

Det sidstnævnte er muligt på grund af de tidsrejser, alle disse hovedpersoner foretager med udgangspunkt i et pulterkammer øverst i Tycho Brahes gamle bolig, her ovre i Skindergade. Det hus er en slags tidsrejsernes svar på Nørreport Station, hvor alle skifter.

Navnebytteriet og de ofte fraværende fædre er et af tegnene på, at vi i det her univers ikke altid ved, hvem der er de gode og hvem de onde. De er alle sammen lidt af hvert, ligesom i japanske tegnefilm. Et par af de frihedskæmpere, der erobrede ’naziguldet’ sammen med Gunvalds far, er vist farlige, men samtidig humoristiske figurer, og egentlig er det jo Gunvalds far, Aage, og hans ven Børge Gunnarsen, der selv har snydt Jensen og Jokumsen. Skrumpen – som i sin selvoptagne fremfusen vist langt ude er i familie med og lige så fantasiluftig som Astrid Lindgrens figur Karlsson på taget – er jo f.eks. også gemytlig nok med sin trang til Farver og Striber, men den er jo samtidig bare et tyrannisk redskab for begge seriers egentlige STORE TRUSSEL: PLANETØJET.

Planetøjet lurer ude i rummet på at standse al bevægelse. Eller med dets egne ord: ”Jeg har fundet et punkt i universet, hvorfra man kan starte en krystalliseringsproces. Denne proces vil føre til, at tiden går i stå¨. . .” Med andre ord ’evigt liv’, mener Planetøjet. Men det er jo det modsatte: evig død!

Planetøjet – der ikke kan undgå at minde Greta Thunberg og os andre om andre globale trusler – er imidlertid ikke en oprindelig del af verdensrummet. Det forstår vi i det 6. bind om De Wille Drenge, der er anledning til, at vi er samlet. Der er det meste af kloden dækket af lava (som vi ved fra bind 5 om Skrumpen), kun Rundetårn og huset i Skindergade stikker op af masserne. Men netop der møder vi ”et enkelt uheldigt menneske, som strander ude i denne ubarmhjertige fremtid. Og som kan gøre noget ved sagen”, som der stod på sidste side af sidste bind om Skrumpen.

Det menneske er Dr. Wille selv. En glemsom gammel mand, som har opdaget et muligt våben imod Planetøjet. Når dét – såvel som tidsrejserne – er mulige i kraft af universets superstrenge, skyldes det, at Universet er en hjerne, altså en Gud, og ”vi er denne Guds tanker”. (I parentes bemærket en nærliggende vision for en forfatter, der skaber hele universer ud af sin egen tankevirksomhed.) Men Planetøjet er ”ikke noget, Gud har tænkt. Det er et fremmedlegeme. En hjernesvulst.”

Hvorfra kommer fremmedlegemer, som ikke kommer fra universet/hjernen? Hvad er der uden for hjernen?

Konstruktionen kunne lyde som en renæssance for det gammeltestamentlige, dualistiske verdensbillede, altså en sort-hvid modsætning mellem den ’gode’ verden og den ’onde’ fremmedtrussel, slangen, satan eller Planetøjet selv, som man forestiller sig at kunne eliminere. Men på den anden side er Planetøjet unægtelig en nutidigt, medicinsk og naturvidenskabeligt inspireret version, hvor det onde som hjernesvulst jo må være opstået af hjernens eget materiale, om end ved en ondartet mutation eller lignende. På samme måde som de klimatrusler, vi dagligt hører om i medierne, er udsprunget af vores egen hektiske vækst- og maksimeringsdille. Dualismen foregøgler en mulig udslettelse af ’det onde’, dialektikken anerkender modsætningernes indbyrdes afhængighed og dermed højst en omformning af ’det onde’.

Er Den Wille Werden dualistisk eller dialektisk?

Det skylder Gunnar os en forklaring på. Men den kan jo komme i en ny serie bøger.